Defender 110” TD5 Spectre edition En gang drengerøv, altid drengerøv ... må vist være overskriften på dette projekt. Den fine Defender 110" TD5, blev konverteret til en bad ass udgave af Defenderen fra James Bond Spectre filmen En drengedrøm som går opfyldelse er nok noget at det sjoveste vi kan bidrage til hos LR Parts. Det var helt sikkert tilfældet med denne Defender 110” TD5 fra 2002, som vi fik lov til at pimpe. Udgangspunktet var oprindelig en rigtig arbejdsbil, som man sagtens kunne forestille sig man mødte i skoven eller på marken, godt mudret til og med noget tungt på slæb. Den bar selvfølgelig præg af at være blevet brugt, men grundlæggende var bilen i orden. Defender-modellerne fra James Bond filmen Spectre var forbilledet til det projekt vi, sammen med kunden, kastede os over. Har du set filmen, har du nok allerede billedet af to meget voldsomme Defendere, på vej ned over nogle bjerge, på jagt efter en Range Rover Sport SVR, ellers kan du gense klippet her (James Bond - Spectre - filmklip YouTube) Der er selvfølgelig nogle steder på bilen der bærer præg af at den er blevet brugt. Så vi startede med at udskifte tværvangen under bagsæderne (NRC4171WB), sporstangen til styretøjet (LR041267) Fordørene skiftede vi til den galvaniserede udgave (BFL710020GALV og BFL710030GALV) inden de blev lakeret og kølerhjelmen blev skiftet til en PUMA-model i glasfiber (BKA710140M ), det var dog kun for det visuelle udtryk, da TD5-motoren jo ikke har brug for pladsen i toppen. For at give Defenderen sit eget præg, valgte kunden at få bilen lakeret med laktypen Line-X i farven Battle Ship Grey. Ud over at se usandsynligt sejt ud, er Line-X med til at gøre bilen modstandsdygtig over for alle angreb fra naturen, fly og banditter. Line-X bliver bl.a. brugt af industri, landbrug og militær til udstyr og biler som skal kunne holde til alle tænkelige strabadser. Læs lidt mere om behandlingen her (Hvad er Line-X?) Den oprindelige forreste styrtbøjle fik beslag til ekstra lygter (TF705) og blev lakeret silkemat sort. På ladet blev der også monteret styrtbøjle fra PP Cages. Så er alle i bilen rimelig sikret i tilfælde af at et rullefald bliver nødvendigt. Hvis Defenderen ender i en flod kan det godt være at man får våde fødder, men med den 3” Snorkel fra PP Cages, kan motoren i hvert fald trække vejret, så man kan komme op af vandet igen. Snorklen blev naturligvis også lakeret i silkemat sort. Forreste kofanger blev skiftet til Terrafirmas vægtoptimerede skeleton spilkofanger (TF0014 ) lakeret i silkemat sort og Terrafirmas spil 12000 Lbs med syntetisk wire (TF3301), der kan redde Defenderen eller legekammeraterne op fra de fleste mudderhuller. På forskærmene blev der monteret silkemat sorte dørkplader, med Line-X behandlingen var det jo egentlig ikke nødvendigt, da en hammer ikke kan slå det i stykker, men det ser super råt ud. Undervognen blev også opgraderet, så den kan klare strabadserne i terrænet. Vi monterede Terrafirmas +2” medium load fjeder og støddæmper kit (TF203). Det bagerste fjeder-skålsæt skiftede vi til et galvaniseret (DA1233), og de forreste fjederskåle og tårne blev også skiftet til en galvaniseret version (DA1186). Forreste og bagerste radiusarme blev udskiftet. Når bilen bliver hævet uden at ændre på castor-vinklen, kan bilen f.eks have udfordringer med selv at rette hjulene op efter et sving, og køreegenskaberne kan generelt blive forringet. De forreste blev skiftet til et sæt der er korrigeret til 6 grader castor-vinkel (TF528), dermed vinklet yderligere 3 grader i forhold til de normale korrektions arme. Det betyder at vi kan genoprette bilens korrekte styretøjs vinkler efter at bilen er blevet hævet de 2”. Armene er fremstillet så de er 40 % lettere end standard armene. De bagerste buede radiusarme (TF509) sikrer at bøsningerne ikke bliver så pressede og derved begrænser bevægeligheden. Vi udskiftede styrestangssættet til en heavy duty version (TF250), det er en god løsning til terræn-kørsel og når der er store hjul monteret, det kan nemlig godt presse standard styretøjet. Alle bøsningerne blev udskiftet til polyuretan-versioner (DC7008). Polyuretan bliver ikke trykket sammen på samme måde som gummi, og forbedrer dermed køreegenskaberne. Og så er de generelt mere modstandsdygtige overfor slid og belastninger. For at passe godt på styrtøjet i terrænet, fik Defenderen en Terrafirma skeleton styrtøjsbeskytter, produceret i 6 mm aluminiumsplade (TF841L). Styrtøjsbeskytteren kunne praktisk nok også bruges til at montere nummerpladen på, så den ikke skæmmede fronten af bilen unødvendigt. Nu var der også plads til de nye 37” hjul (SPECTRE1 ), dækkene er monteret på 16” fælge med beadlock ringe – nok mest for syns skyld – men det ser også virkelig sejt ud. Skærmkanterne (TF1120) blev også skiftet, så de rent faktisk kunne nå ud over dækkene, selvfølgelig lakeret i silkemat sort. Når nu Defenderen når ned for foden af bjerget, skal den jo også kunne bremse ordentligt. De forreste bremser blev opgraderet til sports-bremser. Bremsekalibrene blev skiftet (SEB500460 og SEB500470) så de matchede de nye ventilerede bremseskiver (LR017952) og bremseklodserne (SFP000260 skulle selvfølgelig også skiftes til at passe til de nye skiver På siderne blev monteret treesliders (TF810GAL), som både beskytter karosseriet ved kørsel i skov og terræn og gør ind- og udstigning lidt lettere. Da bilen nu faktisk kan køre i vand, valgte vi at udskifte alle gummilister ved dørene, tæt bliver den nok ikke, men det tager lidt længere tid inden vandet når knæene. I samme omgang blev glaslister og skrabelister skiftet hele vejen rundt. Alle dørhænglser blev skiftet til nye, lakeret i silkemat sort, vi skiftede også dørgreb og spejle (MTC5217), så finishen fulgte med hele vejen rundt. Der var en lille smule el-arbejde på Defenderen, vi trak el til de ekstra lygter på taget (TF705), og udskiftede alle lygter til LED. 7” forlygterne blev udskiftet til et LED-sæt med 1 DE linse til nærlys, 1 DE linse til fjernlys og 4 positionslys i siderne af lygterne (DEFLED2). De små runde lygter blev byttet ud med et LED lygte-sæt (GL1191). Lygtesættet indeholder 2 stk forreste positionslygter, 4 stk. blinklygter og 2stk. baglygter i klar glas med farvede pærer (CL287290 og CL287291). Dog blev baglygterne skiftet til en udgave med røde glas (LR048202LED), for at matche Spectre-looket. Tågelygte med rødt glas (LR048201LED) og to stk NAS baklygter (LR048202) fik vi også monteret. For at blinklysene kan konverteres til skal blinklysrelæet skiftes til et LED blinkrelæ (GR14251020) for at undgå at lygterne blinker for hurtigt. Den oprindelige antenne pyntede ikke ligefrem på bilen, så vi lavede en løsning hvor antennen blev skjult under kølerhjelmen. Det kunne selvfølgelig kun lade sig gøre fordi PUMA-hjelmen er lavet i glasfiber. Kabinen på Defenderen var i pæn stand, så der gjorde vi ikke så meget. Men det oprindelige defender rat blev skiftet ud med et læder sports-rat (BA3202) med en lidt mindre diameter og bedre greb. Og de bagerste ruder blev tonet, til 35% lysgennemgang. Nu har projektet jo mest været en visuel opgradering af Defenderen, men vi gjorde noget ved det kendte problem, med at udstødningsmanifolden bliver bananformet på grund af store temperaturudsving. Løsningen er at montere en planslebet og varmebehandlet manifold (TD5EXHMANHEAT). Det var vist det hele – vi taler ikke om tidsforbrug, men projektet udviklede sig jo lidt undervejs, vi havde en iderig kunde og vi blev nok også lidt grebet af stemningen. Men den er da blevet virkelig rå, og samtidig er den faktisk til at holde ud at køre i. Ring +45 8230 7007 eller skriv info@lrparts.dk endelig hvis du er interesseret i at høre mere om projektet eller dele af opgraderingen, vi fortæller gerne. |